Billedet viser legatmodtageren omgivet af prodekan for Uddannelse på Ku Science, Grete Bertelsen, og Zonta København IIIs formand Birgitte Stougaard.

Legatuddeling 2017

Zonta København III udsendte 8. marts 2017 følgende pressemeddelelse:

Zonta København III’s Rejselegat til fremme af kvinders status inden for Science

ZONTA København III tildelte den 8. marts – Kvindernes Internationale Kampdag – med stor glæde vort første rejselegat til fremme af kvinders status inden for Science. Legatet på 15.000 kroner blev givet til Liv Moretto Sørensen for at bidrage til opfyldelse af hendes drøm om et studieophold i fysik på det højt anerkendte Ludwig-Maximillians-Universität i München. Liv ønsker at dygtiggøre sig inden for studie- og forskningsmiljøet i fysik samt skabe et internationalt netværk.

Ud over at være en dedikeret og meget resultatorienteret studerende er Liv en omsorgsfuld studiekammerat. Hun har imponeret os ved sine mange facetter fagligt og socialt – Årets Forskerspire 2013, højeste afgangseksamen fra Kolding Gymnasium 2013, høje karakterer på sit fysikstudium på Niels Bohr Instituttet/KU Science, men også aktiv inden for studenterpolitik samt orkestermusiker.

Overrækkelsen fandt sted i KU Science lokaler, og ved samme lejlighed uddelte Siemens også et legat til en studerende.